Turen fra Sonoma Valley til storbyen San Francisco, gav et sug i maven, da vi ankommer i fuld solskin til Golden Gate Bridge. Forinden det havde vi haft nogle behagelige dage i Sonoma, det knapt så kendte vinområde i Californien.

Efter en helt fantastisk tur gennem Yosemite nationalpark, til trods for national shut-down, var det foreløbige stop på vores road-trip Sonoma Valley. Sonoma Valley ligger nord for San Francisco, cirka 1½ times kørsel i bil. Sammen med Napa Valley udgør de 2, nok de mest kendte vindistrikter i Californien, både hvad angår mængden af produceret vin og antallet af årligt besøgende turister. Hvis man ønsker at besøge de Californiske vingårde, er det dog værd at bemærke, at priserne på at bo og leve i Sonoma oftest ligger ca. 50% under Napa. Vi valgte Sonoma, dels pga. prisen, men også ud fra at Sonoma er det mindre kendt og det kunne være interessant at se et område som “knap” så mange mennesker taler om.

Whine flight og steaks

I Sonoma fandt vi et stille og roligt hotel – og belejligt nok, et hotel med en restaurant lige nedenfor, der selvfølgelig serverede den lokale vin (The Girl And The Fig, www.thegirlandthefig.com). Det skulle vise sig at det var en helt fantastisk restaurant der serverede steaks, american style, og til maden kunne vi vælge et “whine flight” – der bestod af 5 forskellige rødvine fra området.

Sebastiani

Sonoma har som alle andre vindistrikter masser af vingårde og muligheder for at komme til smagninger og på rundtur på vingårdene. Vi valgte vingården Sebastiani (www.sebastiani.com), som ligger ca. 2-300 meter fra Sonoma Plaza. Så man kan uden problemer vælge at gå dertil – men vi valgte at tage bilen, da turen direkte herefter gik mod San Francisco. Dem der ikke skulle køre (dvs. alle undtagen mig selv), valgte en smagning på ca. 15 vine, hvor der til hver vin bliver fortalt en kort præsentation. Hele smagningen foregår ved en kæmpe bar i et salgslokale, hvor det selvfølgelig er muligt at købe deres vin, købe souvenirs og købe en let frokost. De få smagninger jeg selv fik, var nogle af de bedre vine. Hvis du får mulighed for at købe vin fra Sebastiani, kan det helt klar anbefales. Den danske vinimportør, Sigurd Müller forhandler det i Danmark.

Vi gjorde ikke brug af muligheden for at få en decideret rundvisning i deres produktionslokaler – men der var åbent ind til nogle af de kølige rum, hvor de kæmpe træfade med de forskellige vinsorter står.

Golden Gate Bridge

Køreturen var en flot tur gennem vinområderne med vinmarker så langt man kunne se, masser af sol og selvfølgelig gennemboret af en 10 sporet motorvej- mindre kan ikke gøre det herovre. Vi tager highway 101 direkte ned til hvor den fører hen over Golden Gate Bridge og ind mod San Francisco by (Læs mere om byen her). Golden Gate Bridge er kendt af mange og det siges at den stortset alle dage om året er pakket ind i tåge og skyer. Da vi kommer kørende nordfra og ned mod broen i det flotteste solskin, giver det næsten et sug i maven, når man for første gang nogensinde kører på den legendariske røde bro. Det går hugtigt op for de sovende passagerer, hvor vi er på vej hen og straks bliver kameraet hos alle findet frem. Vi ankom i solskin og med manér med turen henover Golden Gate, til vores hotel ikke så langt ind i byen.

Efter vi havde fundet hotellet, tjekket ind og pakket lidt ud – kørte vi ud til Golden Gate Bridge for at kunne komme helt tæt på den verdenskendte rødlige metalkonstruktion. Man kan kører næsten ud til hvor broen starter og så parkerer bilen dér. Herfra er der ca. 3-5 minutters gang hen til panaroma spots og en lille have, hvorfra man kan nyde udsigten til Golden Gate. Det er også muligt at gå herfra og op på Golden Gate Bridge, hvor der er anlagt fortov, som vi kender det herhjemme fra, på f.eks. Lillebæltsbroen (ingen sammenligning ellers 🙂 ).

Mere info

Hotel Sonoma, www.sonomahotel.com
Sebastiani Vingård, www.sebastiani.com
Golden Gate Bridge, http://goldengatebridge.org
Sonoma County, www.sonomacounty.com

SKRIV KOMMENTAR

Skriv din kommentar!
Skriv dit navn her