Bum! Efter næsten et døgn fra Billund, Danmark er vi landet i Las Vegas, Nevada. Fra den stille flyvning hen over Atlanterhavet, ankommer vi nu til verdens største og for de uheldige spillefugle dyreste legeplads.

Det skal vise sig at være helt perfekt at lande i byen, hvor alting har åbent 24 timer i døgnet. Lukkeloven eksisterer ikke, janteloven er en by i Rusland og man må nyde sin kolde øl på åben gade (modsat resten af USA). Hvis du har jetlag kan du langsomt vende din døgnrytme

Vi fik vores lejebil i lufthavnen og skulle nu finde vej til vores hotel, Stratosphere. Stratosphere ligger som det yderste hotel på The Strip mod Utah. Vi skulle derfor passerer hele The Strip, hvor du bliver mødt med et inferno af neonskilte, lysende reklameskærme og hoteller der i alt sin enkelthed ligner noget der hele tiden prøver at overgå det forrige hotel i størrelse, overdådighed og spektakulære bygninger.

Vi ankom sen eftermiddag og det er tydeligt en by der først rigtigt er ved at vågne op på dette tidspunkt. Om dagen er Las Vegas en stor kunstig kulisse og kunstig by midt i ørkenen. Men når temperaturen falder til under 30 grader og dagslys bliver erstattet af kunstig neon og LED lys, åbner der sig et sandt tivoli og cirkus af mennesker, forlystelser, støjende spillemaskiner, fantastiske hotellobbyer og den ene mærkelig artist efter den anden på gaden. Og det virker ret godt!

Byen bliver med ét til et teaterstykke, der virker som noget der har ventet hele dagen på at solens stråler skulle forsvinde. Tiden står helt stille og den eneste mulighed du har for at se hvad klokken er, er på dit eget ur eller på om det er lyst eller mørkt udenfor. På de kæmpe store hoteller findes ikke ure, næsten ingen vinduer og alt hvad du har behov for – så hvorfor skulle du forlade hotellet?

Du skal give dig tid til at se de mange kæmpe hoteller og de ekstravagante hotellobbyer – hvor den ene overgår den anden hele tiden. Der er som regel et tema for hotellet og inden for 30 minutter har du besøgt Paris, Brooklyn i New York, Venedig og Ægypten. Vores eget hotel var kendetegnet ved at have et tårn på 350 meter. På toppen kan du teste din højdeskræk med en rutshebane, karrusel eller lade dig “falde” ned langs tårnets side via rapelling.

Vegas kan det hele og ingenting på én gang. Las Vegas er helt klart et must see når du planlægger din rejse til vestkysten i USA. Las Vegas er på én gang fascinerende, dragende og smuk – men samtidig også en kunstig by der kan få personer til at miste alt de ejede på få timer, det er trist.

2 KOMMENTARER

SKRIV KOMMENTAR

Skriv din kommentar!
Skriv dit navn her