Tangkrogen i Aarhus bliver hvert år fyldt med madglade mennesker og udstillere som hellere end gerne vil vise deres eget produkt frem. Vi skal allesammen have mad og drikke – men der er forskel på hvilke råvarer vi vælger og hvordan de anvendes i madlavningen. Food Festival giver dig muligheden for at se nye spændende råvarer og råvarer der har fokus på miljø, bæredygtighed og sundhed.

Food Festival leverer en kæmpe oplevelse for både børn og voksne. Du kan roligt afsætte en hel dag til besøget og lad bare madpakken blive derhjemme, der er rigeligt med smagsprøver og boder hvor du kan få masser af lækker mad. Food Festival er inddelt i områder med fokus på hver deres emne inden for mad og drikkevarer – alt fra “Havet”, “Nordiske dråber”, “Mad For Børn” til “Danmarks Spisekamre”, “Korn & Søde Sager” m.m.

Food Festival oversigtskort 2018
Food Festival oversigtskort 2018. Kilde: Food Festival

Du kan sagtens nøjes med at gå rundt og nyde stemningen, lækre og komplekse råvarer – men skulle du have lyst til at få fingrene lidt mere ned i maden, kan du tilmelde dig forskellige workshops med hver deres fokus. Nogle workshops er gratis, men de fleste skal du betale for.

Hele familien er altid med på festivalen og der er masser af muligheder for børnene at smage, opleve og lege sig gennem maden og blive klogere på hvor råvarene kommer fra. I år var der et kæmpe område hvor Arla præsenterede deres kendte mærkevare og du kunne smage nye varianter af mælk. Inden du kom ind i Arla området kunne du komme ind til kalve og klappe dem – til stor begejstring for alle børn.

Om søndagen afholdes der det årlige mesterskab i hotdog, hvor der uddeles 3 priser: Årets Hotdog, Hotdog Konge og den innovative hotdog. I år da vi besøgte festivalen blev det heldigvis den lokale Michelin restaurant MeMu der vandt Årets Hotdog.

SKRIV KOMMENTAR

Skriv din kommentar!
Skriv dit navn her