Aarhus, København, Vejle… og Odense har det. Odense et pakhus der er bygget om til Street Food, også kaldet Storms Pakhus. Pakhuset ligger ikke langt fra Odenses handelsgader og pakhuset er godt indrettet og der er en god stemning. Storms Pakhus har pt. 24 boder med mad og drikkevarer, hvor du kan komme hele verden rundt.

Odense Street Food – Storms Pakhus

Fordelen ved at spise på et koncept som Storms Pakhus er at du kan få flere forskellige retter fra forskellige køkkener og dermed komme mere rundt i gastronomien. Gældende for alle Street Food er at du udvælger nogle madboder du køber din mad fra, hvorefter du finder en siddeplads på de mange bænke og stole der er sat op i pakhuset.

Storms Pakhus har masser af siddeplads og der er endda sørget for at de små gæster ikke selv skal medbringe højstole – dem finder du rundt omkring i hallen. Er vejret til det, kan du vælge at sidde udendørs, hvor der også er masser af siddemuligheder og nyde kolde drikkevarer fra baren og måske nyde de sidste solstråler om sommeren.

Smagsoplevelsen

Vi fik mad fra Burger Anarchy og The Italian Corner. Burger Anarchy serverer både traditionelle og utraditionelle burgerer, der er både velsmagende og indbydende at se på. Til din burger kan du vælge mellem 3 typer pomfritter og 3 typer dips. Vi fik deres “traditionelle” burger, med skinny fries og bernaise mayo til. Ingen finger at sætte på samgsoplevelsen eller mængden af mad. Prisen er 115 kroner for burger, fries og dip.

Fra The Italian Corner fik vi frisk pasta med trøffel. Den hjemmelavede pasta smagte af noget og man kunne tydeligt smage at vi nok for det meste koger vores friske pasta derhjemme for lang tid 🙂. Pastaen der var vendt i trøffel havde en god balance mellem trøffelsmag og smagen fra parmasanen der var revet henover retten. Pastaretten kostede 75 kroner.

Kom med i baren

Til at skylle de 2 velsmagende retter ned med, havde vi købt et smagebræt fra Stormfuld. Smagebrættet indeholdt 5 smagninger fra fynske mikrobryggerier. Det er en oplagt mulighed for smage flere typer øl fra forskellige små bryggerier. Et smagebræt koster 89 kroner for 5 smagninger.

Street Food for børn

Vi havde vores 2 børn med (3 og 1 år) og for dem manglede der lidt faciliteter, som bl.a. Aarhus Street Food kan tilbyde. Der er ikke noget decideret legeområde til børnene og højstole skulle man lede lidt efter i hallen, men de var der trods alt. Til de helt små er der også nogle forbedringsmuligheder. Området hvor man kan pusle de små, er i det store lokale på toilettet, hvor der både er en del larm, mennesker der konstant går forbi og kold vind ned på puslebordet.

Læs mere om Storms Pakhus her!

SKRIV KOMMENTAR

Skriv din kommentar!
Skriv dit navn her